Anagrammer er som bekendt omarrangementer af ord, hvor bogstaverne genbruges i nye konstellationer. Mice Parade er en sådan transformeret og omtænkt udgave af Adam Pierce. Han er en af de amerikanske musikere og sangskrivere, der bedst har formået netop at ombytte, nytænke og genbruge sig selv på den mest overraskende facon inden for den alternative musikkultur igennem de sidste år. Og altså ikke blot i retorisk forstand, men i endnu højere grad rent musikalsk.
Mice Parades nyeste udspil, der kort og godt hedder Mice Parade, er det syvende fuldlængdeudspil fra Adam Pierce. Efter heftig turnering med band og materiale fra 2005-forgængeren Bem-Vinda Vontade skulle han efter sigende have trukket stikket ud, forladt New York og taget op i bjergene, hvor han har indrettet en gammel garage som hjemmestudio. Pladen, der voksede ud af disse omstændigheder, er dog ikke noget i nærheden af typisk garagerock. Mice Parade er i stedet en videreudvikling af den art-rockede, genreblendende post-indierock, Pierce efterhånden er blevet kendt for.
Albummet åbner med det inspirerende højdepunkt “Sneaky Red”. Lys, positiv elektronik bølger side om side med buldrende kurver af støjrockinspireret trommerytme, mens Pierces imødekommende vokal træder i tidlig, velkommen og markant karakter. At hans vokal er blevet en tand mere skarpskåren og tilstedeværende på dette udspil, kan man kun begejstres over – den slæbende, sensuelle røst er nemlig med til at berige lydbilledet.
På hele albummet er lydbilledet kendetegnet ved en karakteristisk mangfoldig, uigennemskuelig mur af dirrende og plingende vibrationer. Det går over stok, sten og bjergrygge med kaskader af instrumentering, over-dubs, flamenco-percussion og guitarforførelse.
Det fantastisk engagerede “Tales of Las Negras” indeholder en skøn duet med Stereolabs Laetita Sadier og bliver et glimrende eksempel på Pierces store evner ud i mikset af elektronisk virtuositet og melankolsk nærvær. Og i “Double Dolphins on the Nickel”, hvor eks-múm-pigen Kristin Anna Valtyrsdóttirs hæse, islandske hvisken ellers desværre stjæler opmærksomheden fra det klirrende lydbillede, dukker Pierce langsomt op i vokalkulissen og redder kompositionen som en anden styrmand på et synkende skib.
Vi har for længst fået nok af den nuttede lillepigehvisken fra Valtyrsdóttir. Men selv om nummeret derfor bliver mit personlige lavpunkt, formår hun dog ikke tilnærmelsesvis at ødelægge den sublime sammensætning af lofi-instrumentering, electronicabeats og flamenco-rytmer, som nummeret præsenterer os for. Hvilket siger en del om pladens høje gennemgående kvalitet.
Hvis Obrigado Saudade fra 2004 var Mice Parades indadvendte, personlige udspil og Bem-Vinda Vontade en mere udfarende og frydefuld, tropisk shoegazer-oplevelse, er Mice Parade et på mange måder mere modent og sammensat udspil. Vi kommer omkring hele spektret af følsomme, guitardrevne singer/songwritermelodier over knitrende elektroniske lydrejser ud i udsyrede, kulminerende optrin på optrin af klikkende beats til opfindsom brug af så vel klassiske som mere obskure instrumenter.
I de lyseste, mest dirrende kompositioner opfordrer Mice Parade til den mest dedikerede og kropslige indie-headbanging, og på de mere afdæmpede skæringer til ren kontemplativ fascination. Hvad skal dog blive det næste? Hvordan skal Adam Pierce kunne genopfinde sig selv i mere sublim form? Vi kan blot glæde os til, at amerikaneren formodentlig igen blander kortene – og bogstaverne – på uset vis og formodentlig hiver endnu uhørte kombinationer op af den eklektiske tryllehat.
