I snart halvandet år har bandsammenslutningen og pladeselskabet yoyooyoy været et markant alternativ og en ditto, men glad fuckfinger til den mere velfriserede del af de uafhængige danske pladeselskaber. Med mange forskellige acts i den kollektivistiske tradition, altså med gentagne overlap af bandmedlemmer, har yoyooyoy præsenteret navne som Fjernsyn Fjernsyn, Slütspürt, Frisk Frugt og således også Kirsten Ketsjer.
Da de (under navnet Kirsten Ketsjer – the Rock Band) debuterede i 2005 med Jeg skal snart ind, bar musikken præg af en umiddelbar improvisation i forhold til såvel kompositionerne såvel som indspilningen. FFFFOO K TSSCCH viser, at Anja Jacobsen (trommer), Andreas Führer (guitar) og Anders L. Meldgaard er vokset gevaldigt som Kirsten Ketsjer i takt med ambitionerne.
Denne forskel står allerede fuldbårent og klar ved åbningsnummeret “The Bridge”, hvor klassisk forstemte guitarer lystigt indrammer forsanger Jacobsens undergangsfortælling. Et af bandets letteste referencepunkter, Sonic Youth, viderefortolkes i denne sang med et enormt flair for den kontante veksling mellem det enkle guitarspil og støj. Sangen knækker som en gren på midten med et bastant noiseattack, der langsomt omformes til konsekvent drone, hvor mørket kunne lure for alle disse mennesker, der “hoppede ud fra broen”.
Denne endeløse hvirvel opløses dog med en skamløs optimisme og et smil, da samplet fuglekvidder langsomt krænger sig ud af lydbilledet. Som en anden forløsning og renselse byder den anden halvdel af den knækkede gren på skønheden som et ekko med Under Byens Nils Gröndahl på violin og endnu flere diskantdiskrete arpeggio fra Meldgaard og Führer, der i sidste ende lader os vide, at videre fremfærd kun vil gøre os godt.
Efter denne knap 12 minutter lange næsten-symfoni puster både lytteren og bandet ud med den nuttede “Foot and Foot”, hvor en spansk guitar i klang med en ukulele udgør en decideret epilog for “The Bridge”. Anja Jacobsen forsøger som et lille barn at tale ethvert dødt objekt til live for at lade byen, verdenen og selvfølgelig lytteren vågne, og til trods for den vuggende visestemning lades man op til, at Kirsten Ketsjer – the Rock Band – igen er på banen med “How Is Your Sleep”.
Enhver reference til NY-tuned guitarrock er tydelig, og for at yde læseren retfærdighed er det nok slutningen af 90’ernes Sonic Youth-/tuned guitar-plader, der tegner langt de fleste af Kirsten Ketsjers udfoldelser. Der er alligevel intet tilbageskuende over bandets kompositioner, for ingen steder finder man andet end inspirationen og modet til andre veje.
Det bedste eksempel på dette er nok støjrockhittet “Ernie and the Sand”, der sparkes i gang med fuzzguitar, bastante trommer og klappende hænder for dernæst at udfolde pladens bedste sammenspil mellem bandets guitarister. Der er kælet for de instrumentale detaljer, og det fokuserede halvtonesammenstød er reelt på niveau med det bedste bands i genren såsom tidligere nævnte SY og derudover Sebadoh, Mercury Rev, Seam etc. Og når der så alligevel er plads til popsangen i al denne instrumentale finesse, er der grund til at spidse ører.
Det legesyge element fra Jeg skal snart ind er dog stadig en del af bandets musikalske struktur, hvilket sange som “Saturn Revisited”, “Eat the Cow” og “Tillykke med fødselsdagen”, hvor de to sidstnævnte sammenføjes som een på den mest mærkværdige vis. Førstnævnte er kompositionelt den mest morsomme størrelse, da denne består af et omfattende cut/paste-program, hvormed sangen således er opdelt i 41 dele. Et sandt breakdown af Casio-keyboardtoner møder lytteren med en struktureringsprincip lig intet, og sangen er hermed intet andet at betragte end som et reklameintermezzo, hvor bandet kan nedprioritere sig selv som Kirsten Ketsjer. Fornøjelsen er, så at sige, helt på deres side, indtil et mere oprigtigt keyboard intonerer “Eat the Cow” med flertydigt guitarakkordspil.
“Tillykke med fødselsdagen” bryder ud med et børnekor, Boblerne, fra Freinetskolen på Valby Langgade. Alle børnenes glade råben om biodynamiske køer forrykker pludseligt den forrige sangs religions- og ideologikritiske mening fuldstændigt, og med råbene »Wow – wow – biodynamic!« fortættes Kirsten Ketsjers udtryk i samme grad.
