Alkymiens verden viser sig på flere niveauer på den nyeste plade fra The New Alchemy. Bag projektet står en enkelt mand, Per Svensson, med tilhørsforhold til 80’ernes punkscene i Göteborg, hvormed han er på linje med massevis af “etablerede” kunstnere, hvis virke i den grad er ansporet af punkens DIY-kultur.
Denne selvgestaltede rolle som l’artiste gør, at Svensson agerer som både lyd- og billedkunstner, og denne bevidste tilgang er hele grundlaget for Organic Universe som værk. Koblingen mellem det skødesløse og en bevidst, stabil kunstnerisk sans får pladen til at spænde vidt og fører lytteren mange steder hen.
Pladen åbner med summen og knitren fra vinyl eller tinnitus som optakt og tematisk indgang ad to veje. Først og fremmest er titelnummeret uden ord, hvor vægten således er lagt på noget verbalt uudtrykkeligt og selve lyden. Dernæst fungerer det sideløbende som en stribe intermezzoer, der opsummerer pladen ved ofte at indeholde reciterede passager fra fortidig såvel som nutidig amerikansk radio og fjernsyn.
Hele pladen er en besværlig arabesk, hvor sangene og kompositionerne af ren lyd – musique concrète – drejer om sig selv og ind i hinanden. Denne bredde stifter vi allerede bekendtskab med i pladens andet nummer med titlen “Crytal Mind/Evil Mind”, hvor Svensson smider den første vokal i mikset. Den er akkompagneret af en tam trommeboks med en lyd som en papkasse og knækket bækken, et støjrocket brudt akkordriff, twang-guitar og et højfrekvent orgel. Dette sammenstød lyder imidlertid overraskende godt, idet Svensson forstår at variere melodiens materiale imod orglets figurer, og det hele ender med, at Svenssons stemme bliver gentaget i et båndekko, og lytteren sidder tilbage med lyst til mere.
Alkymien fortsætter i den næste sang, hvor The New Alchemy lyder som Sebadoh med Moe Tucker som trommeslager, hvilket hurtigt leder undertegnedes tanker hen på det glemte lofi-band Luxurious Bags fra starten af 90’erne. De inciterende arrangementer bestående af pumpende treklangsguitarer med underliggende supplementsbas og en manglende bund – rytme såvel som frekvens. Sammenligningen med Luxurious Bags skyldes dog også pladens produktion, hvor der til tider findes en helt abnorm forkærlighed for diskant.
Det er dog hele tiden med øre for den glemte 60’er-lyd, at Per Svensson ikke bliver decideret slacker-dreng, og efter pladens første fem sange er vi igen tilbage i en mere gængs formular af psychfolk med fingerspil, tremolo og bagvedliggende fuzzguitarmur ved lav, lav lydstyrke. Svensson doserer langsomt popperlerne ligesom teksterne, der udfoldes kantet, men sikkert igennem pladen.
Det politiske og det spirituelle går hånd i hånd og alligevel hver for sig i teksterne, hvor især døden har en central plads som en elaboreret metafor for menneskets vilkår i den politiske virkelighed. Dette viser sig bl.a. i en lydkollage, hvor den bærende lydkilde er et radiointerview om det ærkeamerikanske firma Enrons indvirkning på det arbejdende folks pensionsopsparinger og den akkumulering, der netop finder sted, når arbejderklassens aktiver er bundet i den virksomhed, hvor de arbejder. Per Svenssons indirekte vink bliver heldigvis ikke et credo, der går ud over det kunstneriske aspekt, og de direkte henvisninger får et passende fernis, i og med at den musikalske form spiller ind.
Eneste skår i glæden ved pladen er “Billion Ears From Now”, der helt og aldelse ublu ripper såvel melodistemme som harmoni fra Nine Inch Nails’ “Hurt” som fremført af Johnny Cash. Ligheden mellem de to sange er simpelthen så stor, at man ikke kan undgå andet end at blive irriteret over denne sammenhæng.
Dette lille fejltrin er den eneste grund til, at jeg ikke kan give det ekstra lille halve U, som pladen egentlig fortjener, idet det trods al sin flossethed fremstår som et lakonisk mesterværk.
