Big Bombastic Collective (BBC): Hejsan, du.
Opvaskende anmelder (A):: Er det ikke lidt fjollet at stå derude i regnen og trutte? I er jo kun seks mennesker, og jeg har masser af plads i mit køkken/alrum. Kom dog indenfor, drenge.
BBC: (På gebrokkent dansk) Tak skal du ha’. Må vi tage instrumenterne med?
A: Ja, naturligvis. Hverken messingblæsere, trommer eller basguitarer har godt af regnvejr. Hov, pas lige på karmen. Stil du bare din bas inde i stuen, men pas lige på mine Tom Waits-plader.
BBC: Tænder du ikke lige for kaffemaskinen, så tester vi akustikken.
Blæserne tordner derudaf, og bandmedlemmerne forsøger at finde det rette tempo. Bassisten får endelig tændt sin forstærker, men han og trommeslageren når kun akkurat at finde takten, inden sangen går ned i halvt tempo, og klokkespillet dratter ind i melodien.
BBC: (Helt ekstatiske, da nummeret er slut) Det var intronummeret fra vores nye plade, men vi kan sgu’ ikke helt regne ud, hvad det rent faktisk er for noget musik, vi spiller. Lyder det ikke vildt fedt med trombone og trompet over en lofi-rocket melodi?
A: (Tilbageholdende) Jo, det er sgu’ helt i orden. Men hey, I har da ikke tænkt jer at bruge de der mikrofoner til noget? Overboen sover længe, når det er weekend…
A når end ikke at tænke på at lukke vinduerne, inden BBC søsætter en melodi, der leder tankerne i retningen af en Do Make Say Think-sang spillet af et band med lige vel meget jazztobak i lungerne. Og stakkels de naboer, der halvejs igennem sangen bliver vækket af råbekoret.
A: (Først råbende, kort efter rockende) HEEEEYYYYYY! De sover ovenpå. Nå, det lyder jo meget fedt. Det er lige til at vaske op til.
BBC: Var det ikke en helt okay måde, vi sneg os fra det ene nummer til det andet? Og er det i orden, hvis vi lige øver hele pladen igennem? Vi skal snart på rigtig tour, nemlig…
A: Øh, mener I det? I må hellere skrue lidt ned, så.
En tilfældig twangguitar bliver hevet frem fra stakken af medbragte instrumenter, og A ser forundret til, mens guitaristen famler sig frem til et groove. Pludselig sætter trommeslageren og bassen et bastant groove i gang, og af en eller anden grund beslutter bandet sig for at synge. I kor. A fortsætter opvasken og rocker med og kan ikke lade være med også at synge med.
A: Lalalaaaa lalalalalalaaaaa-aaaa-aaaaa-aaaaaaa
BBC: Det er vores hit. Sådan en slags infernopop. Kan vi godt kalde det det, eller skal vi bare kalde det jazz?
A: I kan kalde det hvad I vil – hvis bare det rocker så godt hele tiden.
BBC: Altså, vi har også enkelte mere svævende numre i kataloget. Vi nupper lige et af dem.
A kaster opvaskebørsten ud af vinduet af bare forbavselse.
A: Ehmmm. Sagde jeg ikke, at i skulle passe på min Tom Waits-plade? Det indebar også, at I ikke skulle sætte den på!
BBC: Roooooolig nu, vores kontrabassist har bare hugget et trick eller to.
Mens bassisten og trommeslageren sniger sig gennem et Waits-inspireret univers, titter en stille, svensk stemme frem fra støvet. Da det har lagt sig, træder trompeten i karakter, og sammen med trommeslageren skramler de sig frem en hjerteskærende smuk melodi, der trækker på det bedste fra Bob Hunds skæve melodikatalog.
A: Jeg er virkelig glad for, at I er kommet forbi med jeres rabalder. Men har I ikke noget, der ikke er så stressende? Det er jo ikke til at holde rytmen herude i køkkenet.
BBC: Vi har da også en sang eller to, hvor du ikke bliver så rundtosset. Skal vi spille dem?
A: Ja, vil I ikke nok?
Blæserne lurer frem og tilbage, mens A, der stadig snart er færdig med opvasken, tripper lidt med. Pludselig sker det igen: Musikken skifter fra at være atmosfærisk og i et snøvlende tempo, til at fare frem og op. Og koret sætter endnu en gang ind.
A: Det ville være fedt, hvis I sang noget mere. Det er altid skægt med sang på svensk, og det der med at råbe og synge på samme tid går i smilebåndene på mig.
BBC: Vi har været lidt sparsomme med vokalen. Vi var bange for at komme til at lyde alt for meget som Bob Hund.
A: Det skal i slet ikke være bange for. Jeg har aldrig hørt noget som jer før. Okay, der var lige dér, hvor I vist havde hugget noget fra Rain Dogs med Tom Waits, men ellers er det fabelagtigt. Hvordan lyder jeres plade?
BBC: Den lyder nogenlunde, som når vi spiller live. Der er lidt flere effekter på, men ellers har vi forsøgt at bevare livestemningen. Og det er faktisk lykkedes meget godt.
A: Nu da I har været det meste af pladen igennem, kan overboen lige så godt få resten, hva’?
BBC: Deal. Men så skal vi altså også tilbage. Vi skulle bare have lidt ly for regnen. Vi har jo alle vores andre projekter, vi skal holde styr på tilbage i København.
De seks musikere svinger instrumenterne på plads. De har to numre tilbage fra pladen, som de ikke har nået at spille for A. “Älska varanndra”, der er et mesterværk af et sonisk lydtæppe, der kan varme selv en forfrossen bjergbestigers blå tæer, og “Diamonds”. Veltilfredse over at være blevet lukket ind i en fremmeds lejlighed, drager BBC videre ud i verden.
Lyt til “Men jag känner ingenting”
[audio:http://www.bigbombastic.brygge.dk/men_jag_kaenner_ingenting.mp3]
