Wolf Parade: Apologies to the Queen Mary

Canada har så sandelig været i musikpressens fokus inden for det seneste år. Ordet ‘hype’ fører altid negative konnotationer med sig – og ja, canadiske bands har i den grad været hypet. Men hvor har det også været fortjent for langt størstedelen af dem. Tag navne som Broken Social Scene, Death From Above 1979, Arcade Fire … for blot at nævne nogle få.

Sidste nye skud på stammen er Wolf Parade. Et fremragende band med en lige så fremragende debutplade, som desværre er gået manges næser forbi herhjemme. Det skyldes, at Wolf Parades pladeselskab Sub Pop p.t. ikke har nogen dansk distributør, så nærværende plade er altså ikke kommet rundt til landets anmeldere. En skam. Men det vil vi da gøre vores for at rette op på.

»It’s getting better all the time,« synger Dan Boeckner i det afsluttende nummer på Apologies to the Queen Mary. Og hold da fast, dette er én af disse betragtninger, som øjeblikkeligt projiceres over på lytteren. Man erkender, at Boeckner bestemt har ret: Det bliver bedre og bedre.

Apologies to the Queen Mary er en fremragende debutplade fyldt med finurlige popsange indsvøbt i interessante arrangementer. Wolf Parade er hjulpet godt på vej af Isaac Brock (Modest Mouse), som viser sig at være en ganske ferm og fingerfærdig producer med sans for detaljerne. Det er forståeligt, at Brock er erklæret fan af dette canadiske band, for de lyder som en nær slægtning til netop Modest Mouse – en slægtning med egen identitet, vel at mærke.

Wolf Parade bider sig øjeblikkeligt fast i sin lytter. I åbningsnummeret “You Are a Runner and I Am My Father’s Son” fylder sprøde staccato-trommer stilheden, og disse følges snarligt på vej af keyboard og en melodramatisk skælvende stemme. Som på landsmændene Arcade Fires fabelagtige debut fra sidste år, Funeral, maler Wolf Parade billeder med et indefra-ud-perspektiv: »I will build a house inside of you / I will go in through the mouth / I will draw three figures on your heart / One of them will be me as a boy / One of them will be me / One of them will be me watching you run.« Åbningsnummeret tænder en blanding af det indadskuende og det udadvendte – og gør det på fremragende vis.

I det følgende nummer har Spencer Krug overtaget vokaltjansen – en arbejdsdeling, som ville gå ubemærket hen, hvis man ikke i forvejen var klar over det. Boeckner og Krugs stemmer er nogenlunde enslydende, og deres sange komplementerer hinanden glimrende.
“Modern World” er et listende, ulmende angstudtryk, der hvisker om storbyfobier, hvor individet føler sig isoleret og hægtet af.

Den moderne verden er heller ikke velanset i “Grounds for Divorce”: »You said you hate the sound of the buses on the ground / You said you hate the way they scrape their brakes all over town / I said, ‘Pretend it’s whales keeping their voices down’.« Sangen er en march fyldt med legesyge guitarer og keyboards samt Boeckners bjæffende og gispende vokal på toppen.

Pladens måske bedste nummer er den fortryllende kaos-vals “I’ll Believe in Anything”. Slagfaste trommer og sydende keyboard hjælper Boeckner i bønnen: »Give me your eyes / I need sunshine.« Sangen bygger op og op mod et klimaks, som alligevel synes til stede i hele nummeret. I enden må man kaste sine arme i vejret og give sig hen til Wolf Parade.

Apologies to the Queen Mary gynger frem og tibage i sine udtryk, men man mister aldrig balancen eller overblikket. Wolf Parade overgør ikke tingene, men fylder netop tilpas på, så man overraskes og frydes. Pladen har sine interessante skævheder tillige med et slægtskab, der gør den vedkommende. Og så skader det heller ikke, at der ikke er et svagt nummer at finde.

De fleste bands skal lære at kravle, før de kan gå. Hos Wolf Parade er de spæde skridt lidt af en landvinding.