Som barn har Devendra Banhart uden tvivl fået en meget fri opdragelse med plads til leg og kreativ udfoldelse. Under indspilningen af Cripple Crow har ingen idéer i hvert fald været for sære og underlige til, at de kunne få plads på det femkvarter lange album. Hvor andre musikere sandsynligvis ville have kasseret mindst en håndfuld af numrene på Cripple Crow, før de overhovedet nåede et studie, har Banhart tilsyneladende ikke noget overjeg, der kvalitetskontrollerer de numre eller brudstykker, der forekommer skitseagtige og sløsede.
Og gudskelov for det.
Cripple Crow åbner i vanlig Devendra Banhart-stil med den inderlige og smukke ballade “Now That I Know”, hvor den akustiske guitar og Banharts sært, nasale stemme bliver akkompagneret af en cello. Men den recept følger han ikke på albummet som helhed. I modsætning til sidste års Rejoicing in the Hands og Nino Rojos nedbarberede simpelhed, er det mere spræl og diversitet på dette udspil.
I studiet har Banhart inviteret medlemmer af sin “family”, som han kalder sine musikalske samarbejdspartnere. Derfor lyder Cripple Crow mere som en gruppes værk, med Banhart som sanger og sangskriver, frem for et soloprojekt. Udtrykket er blevet mere rocket på den psykedelisk udsyrede måde, som det f.eks. kan høres i “I Feel Like a Child” og “Chinese Children”.
Stemmen, og specielt Banharts vibratoer, er som altid fascinerede. Det samme er teksterne, der enten er melankolsk alvorlige eller fornøjelige og morsomme i al deres naivitet og barnlighed.
Morsom er Banhart i den spøjse “The Beatles”, der begynder med en lille bid Beatles-pastiche med teksten »Paul McCartney and Ringo Starr are the only Beatles in the world,« men så pludselig bliver afløst af et stykke med spansk vanvid a la Powersolo, hvor det lyder som om Banharts “family” holder fest i baggrunden.
Inspirationen fra Banharts venezuelanske opvækst er tydelig, idet tre latinamerikansk lydende numre udelukkende bliver sunget på spansk.
De 22 sange på albummet udgør tilsammen et eklektisk kludetæppe, der består af stof i forskellige størrelser og farver fra amerikansk blues, psykedelisk rock og latinsk folk. Men på forunderlig vis hænger det hele sammen, og det er netop dét, der gør albummet så fremragende.
