Det er ved at blive varmere. Man kan se det udenfor. Piger i shorts, der spiser is. Man kan mærke det i soveværelset, hvor solen gang på gang vækker én, før vækkeuret gør det. Længslen efter sommerferien. Angsten for sommereksamen. En korthårsfrisure, der skal gås til.
Som om det ikke var nok, får det nyeste udspil fra Mice Parade temperaturen til at stige og det endda med adskillige grader. På Bem-Vinda Vontade har enmandshæren Adam Pierce nemlig skruet op for en varmblodet latino-inspiration, som også giver pladen et mere akustisk præg end forgængeren, Obrigado Saudade. Denne solbrændte kulør bekender amerikaneren lige fra de første sekunder af åbningsnummeret “Warm Hand in Farmland”. Her skal kigges langt efter de tidligere pladers elektroniske inputs, mens en repetitiv guitar uden alt for store armbevægelser åbner døren til en dragende årstid.
Det første højdepunkt dukker op lige efter i form af den glimrende single “Nights Wave”, hvor Kristin Anna Valtysdöttir, som også gæstede Mice Parades forrige album, atter bidrager med sin alfeagtige vokal. Og det utrolige lykkes for Pierce. Múm-sangerinden, hvis stemme smager af sne og frostklare eventyr, smelter her på tungen, mens pigerne, der før sad på bænken, nu danser samba på stranden.
»As you know, we could’ve mixed up lots of things / and it would have worked out fine,« synger Pierce og man ved, at han har ret. “Nights Wave” er den første af en række yderst velskænkede cocktails, der blander solstrejf, jazzet improvisation og guitarer i duel, og som naturligvis også er tilsat en parasol, så man ikke bliver overlæsset med indtryk.
Mice Parade er på Bem-Vinda Vontade, der omtrent kan oversættes med Velkommen, vilje, blevet langt mere vokalbaserede end tidligere, og det er faktisk kun den halvandet minut lange “Ende”, der ikke er sang på. Samtidig er Adam Pierces melodi-pen blevet en tand skarpere, og der er ikke et eneste svagt nummer på hans sjette udspil. Ganske vist står “Nights Wave” og “Ground as Cold as Common” som pladens højdepunkter, men bundniveauet er yderst højt.
“Steady as She Goes” starter med tøvende trommer, der skaber et luftigt fundament, som først betrædes forsigtigt af fint, bossanova-guitarspil, der lægger sig ned og forstærker fundamentet, som nu er klar til den bærende melodi, der igen består af lyse sydlandske toner blandet med Pierces vokal, som denne gang befinder sig i et lidt dybere leje, end hvad han ellers viser på albummet.
En af Bem-Vinda Vontade store forcer er et stærkt helhedsindtryk, der opnås uden en kedelig homogenitet af den slags, hvor sangene ikke er til at skelne fra hinanden. Albummet hænger fantastisk godt sammen, hvilket blandt andet demonstreres, da Pierce let og elegant fører lytteren fra “Steady as She Goes” og videre til “Waterslide”, der starter med et klavers sommerregn, men som inden længe tilføjes bløde shoegazer-elementer og latino-rytmer.
Mice Parade formår gang på gang i nærmest improvisatorisk stil at hive numrene ud i alle fire verdenshjørner. Men på trods af at man overrumples gang på gang, er Pierces musikalske verdensomsejling utrolig sikkert navigeret, og der er ingen steder, hvor lytteren ikke kan bunde. Derudover er musikken lettere tilgængelig end tidligere, uden at det sker på bekostning af holdbarheden. Sommeren er her nu, døren står på vid gab. Kom indenfor – eller rettere: kom udenfor!
