Først og fremmest: DJ Shadow er ikke en del af UNKLE mere. Få det ud af kroppen, gå amok, bliv rigtig, rigtig skuffet.
Okay? Godt, for her starter historien om UNKLE version 2.0, som inkluderer Richard File i stedet. Det skorter heller ikke denne gang på prominente cameos. Josh Homme (Queens of the Stone Age), Ian Brown (ex-Stone Roses dukker op igen), Brian Eno og Jarvis Cocker (Pulp) aflægger alle et besøg. Er det så noget frygteligt rod eller hvad?
Ligesom sidst får vi små elektroniske mellemspil, mestendels bestående af samplinger. Dér starter Never, Never, Land også. Den kører hurtigt over i første singleudspil og centerstykke, “Eye for an Eye”, som er en episk anlagt drum’n’bass-agtig affære med strygere og Richard Files croonende stemme, der på bedste mantravis bl.a. gentager ordene: »Eye for an eye / Tooth for a tooth / Run, run, run / But you sure can’t hide.« Filmsamples er smidt ind med generøs hånd og fungerer fint som en slags kommentatorstemme i sangen.
“In a State” starter med lidt pianoriffing og så noget akustisk guitar. Richard File laver sin bedste Thom Yorke-impression, og sangen speeder op til en slags 4/4 dance-inspireret, slowburn-technoballade med kor i baggrunden. Glimrende sang.
Vi kommer frem til Josh Hommes bidrag, vokalen i “Safe in Mind”. Her er vi langt over i triphop- og breakbeat-territorium, og det fungerer forbavsende fint med Hommes høje, lettere støvede stemme på den måde.
I det hele taget kommer man langt rundt i electronica-genrerne, hvor “Panic Attack” har en Boards Of Canada-fornemmelse i den ret flossede, skizoide opbygning. “Invasion” er næsten henne i den ambiente synthpop-afdeling, og benytter sig af en meget, meget 1982-agtig synthlyd, bare twistet 180 grader til en mørkere triphop-stemning, utvivlsomt pga. Roberto Del Najas (Massive Attack) deltagelse i produktionen. Selv Joy Division deltager i form af samplingerne i sangen (“She’s Lost Control” fra klassikeren Unknown Pleasures).
Så dukker Ian Brown op i “Reign” og leverer en underfuld Manchester-accent med underlægning af filmiske strygere. En smuk lille sang der godt kunne have optrådt på UNKLE’s debutudgivelse grundet stemningen.
“Never, Never, Land” handler mindre om beats og mere om melodi end debutpladen. Albummet har en speciel sen-60’er atmosfære, hvilket kunne hænge sammen med, at James Lavelles har skamhørt Future Sound of Londons seneste udgivelse. Måske, måske ikke. Det er det antikrigeriske, lidt venstreorienterede synspunkt, der rendyrkes som æstetik på dette album, og musikken og samplingerne understøtter det perfekt. Tekster og filmsamples løber sammen i en kontrolleret, samlet helhed rent lyrisk set.
Musikken er efterhånden lige så meget præget af akustisk instrumentering som af det elektroniske element. Det klæder sangene og gør Never, Never, Land til en lidt speciel oplevelse i den elektroniske genre. Anbefaling herfra.
