Det måtte jo komme. Det var jo egentlig uundgåeligt. På et eller andet tidspunkt måtte vor tids progrock-konge, falset-desperadoen og guitar-masochisten, Matthew Bellamy og hans tro følgesvende, Chris Wolstenholme og Dominic Howard, alias Muse, tilbage i studiet og bakse en opfølger sammen til den chokerende gode Origin of Symmetry. Forventningerne er enorme, da forgængeren var et af 2001’s bedste albums (hvis ikke det bedste), og kan næsten leve op til ambitionsniveauet, der som altid, når Bellamy er involveret, er højere end det hedengangne World Trade Center.
Det høje ambitionsniveau kan man forvisse sig om allerede i pladens første sang, “Apocalypse Please” (hvilken titel!), der er ren rockopera, som kun Matthew Bellamy kan lave den. Tordnende pianoer og uvejrslignende guitarer danner underlægningen til jordens ødelæggelse, mens Bellamy med en stemmeføring, som gjaldt det livet (og det gør det sikkert) proklamerer: »Declare this an emergency / Come on and spread a sense of urgency / This is the end of the world« – så er scenen ligesom sat. “Time Is Running Out” er lidt mere jordbunden, men mindst lige så fremragende og klart det mest oplagte hit, Bellamy til dato har signeret. “Stockholm Syndrome” er en omgang frådende guitarhærgen, der får Blurs “Bugman” til at lyde som Spice Girls.
“Hysteria” er som lyden af verdens største og mest groovy damptromle, der smadrer alt på sin vej med sit funky, støjende og insisterende drive. Albummets højdepunkt er dog utvivlsomt “Butterflies and Hurricanes” – et medrivende og ekstremt pompøst (hvad ellers?) nummer, der som “Cave” fra Showbiz har et længere piano-mellemspil, hvilket kun er med til at forøge den effekt, det fremragende omkvæd har, når det vender tilbage en sidste gang.
Selvfølgelig er Absolution for lang. Det var både Showbiz og Origin of Symmetry, og sådan skal det tilsyneladende være med Matthew Bellamy. Hans største styrke er hans megalomani, fordi den får ham til at gå længere end alle andre og dermed skabe fremragende, egensindig musik, men den er også hans akilleshæl, da han til tider ikke ved, hvornår han skal sige stop, og det resulterer på Absolution i lettere kiksede sange, som de forfejlede ballader “Falling Away With You” og “Blackout” samt den overraskende ordinært klingende “The Small Print”. Men det er altså et meget lille minus, når man samtidig får de brillante højdepunkter, som albummet ellers har at byde på.
Den største udvikling, Muse har gennemgået siden Origin of Symmetry, er bestemt med hensyn til teksterne. På Showbiz og især Origin of Symmetry tog Matthew Bellamys tekstunivers karakter af en manisk overgearet og fuldstændig proportionsforvrænget gennemgang af en ung mands forhold til det modsatte køn. Denne gang lader der til at være et noget mere ambitiøst sigte med de fleste af disse. De er egentlig håbløst naive og fuldstændigt renset for ironi, sarkasme og kynisme.
Dette høres bl.a., når Matthew Bellamy i “Apocalypse Please” udbasunerer: »It’s time we saw a miracle / Come on it’s time for something biblical / To pull us through,« eller når han i “Thoughts of a Dying Atheist” åbent indrømmer: »Are you afraid to die? / It scares the hell out of me / And the end is all I can see.«
Det, der kan betegnes som pladens vigtigste budskab, ligger meget passende i pladens bedste sang, nemlig den helt igennem formidable “Butterflies and Hurricanes”, hvor det lyder: »You’ve got to be the best / You’ve got to change the world / And use this chance to be heard.« Ekstremt blåøjet, ungdommelig naivitet? Muligvis, men der er rigeligt med kolde, kyniske mennesker, der kun kan håndtere livet på sikker ironisk distance. Så der er vist ingen, der tager skade af, at en mand som Matthew Bellamy, der har modet til at sætte det hele på spil og rent faktisk risikere noget, forsøger at åbne vores øjne bare en lille smule.
Ikke alene har Matthew Bellamy og Muse formået at levere et album, der ikke skuffer oven på noget så fremragende som Origin of Symmetry. De har også formået at hæve ambitionsniveauet. Det handler ikke længere kun om Bellamy og hans martrede sjæl. Nu har de også fundet plads til at give os alle sammen syndsforladelse, og jeg kan kun anbefale at tage imod den.
