Det ville være (for?) let at afskrive Yeah Yeah Yeahs som endnu et band, der spiller retrorock, og som selvfølgelig får hype en masse fra den britiske presse og i særdeleshed NME, der, før bandet overhovedet har et album på gaden, føler sig i stand til at proklamere, at de er “the next big thing”.
Men der er selvfølgelig noget om snakken, for alle de ovenstående udsagn passer, og der er bestemt ingen tvivl om, at hypen ville have været noget mindre, hvis YYY’s frontalangreb på musikverdenen ikke blev ledet af den, for at sige det mildt, maniske Karen O. Hendes ekstremt energiske sceneoptræden, sex-fikserede tekster og nærmest orgiastiske vokale udfoldelser gør bandet til en rigtig god historie. Men hypen ville nok være endnu mindre, hvis YYY ikke også musikalsk havde noget at byde på, for det har de rent faktisk.
Ærlighed lader til at være noget, Karen O sætter højt. Hun er ikke bange for at sige præcis, hvad hun mener, og det får man som lytter at mærke fra første færd: »So stuck up / I wish you’d stick it to me,« som det lyder i den glimrende åbningssang “Rich”. Eller: »Cold light / Hot night / Be my heater / Be my lover / Yeah, we could do it to each other / We’re like a sister and a brother,« som hun synger i den kiksede Cold Light.
Men Karen O har slet ikke brug for ord, især ikke i det alt for overdrevne og totalt mislykkede “Tick”, hvor hun giver alle lyttere en lille lektion i, hvordan en kvindes orgasme kan lyde. Det, der overrasker mest ved Fever to Tell, er ikke, at O er åben omkring sine lyster. Det har hun været fra dag ét. Det overraskende er til gengæld, at hun er lige så åben, når det handler om noget, der gør ondt, nemlig følelser. Det er hun bestemt i det fantastisk medrivende “Y Control”, når hun med anger i stemmen erkender: »I wish I could buy back / The woman you stole.«
Og hun er i særdeleshed blottet i albummets højdepunkt, det helt fabelagtige “Maps”. Nick Zinners hypnotiske guitarlinier, en vidunderlig melodi, og O’s uendeligt sårbare udbrud »Wait / They don’t love you like I love you,« går op i en højere enhed, der transcenderer klichéen og rammer direkte i hjertekulen, fordi O lægger så usandsynligt meget vægt bag ordene.
Disse afdæmpede udgydelser følges der op på i de fine, Velvet Underground-agtige “Modern Romance” og “Porcelain”, pladens hidden track. Desværre holder ikke alle albummets sange dette niveau, og både “Black Tounge” og det meget korte “Man” er så tynde, at de aldrig burde være blevet til mere end b-sider.
Rockens fremtid? Nej. Flavour of the week? Heller ikke. YYY har potentiale til mere. Fever to Tell er bestemt ikke et perfekt album, men det er en understregning af trioens potentiale, og ikke mindst dens bredde: De kan ikke blot skrive rocksange, der får selv Brandon Walsh-typerne ud på dansegulvet (“Date With the Night” er den mest funky rocksang, jeg har hørt i umindelige tider). De er samtidig leveringsdygtige i eftertænksomme, melankolske ballader lige til Det Elektriske Barometer. Det kalder man at have et varieret udtryk, og det skal alle gode bands have – om de så er rockens fremtid eller ej.
